-Jeg ber til Gud
Stig Rossen går ikke på scenen uden først at have bedt en bøn til Gud
Den populære sanger og skuespiller Stig Rossen medvirker i eksistensprogrammet TRO på Aalborg Kristne TV (AKTV) i eftermiddag. Programmet genudsendes 5. april.
En veloplagt og engageret Stig Rossen fortæller i programmet åbent om sin søgen efter en dybere mening med tilværelsen, der bl.a. førte ham til Nepal med rygsæk.
– Min vej til Gud har været gennem selvsøgning, den er blevet til omkring filosofi, men der er for mange teorier, der ikke hænger sammen – uden den ene fællesnævner: En skaber. Jeg har ræsonneret mig frem til: Der må være en Gud – jeg kan ikke forestille mig et univers uden en skabende kraft.
Stig Rossen går ikke på scenen uden først at have bedt en bøn til Gud.
Han fortæller om oplevelser, der ligger tilbage til tiden, hvor han indspillede sin første plade. Han var træt, det var sent og han kørte fra studiet i Vejle for at overnatte hos forældrene i Kolding. Da han var kommet fra motorvejen gik bilen i stå, batteriet var dødt. Rossens første reaktion var at slå i rattet i afmagt og frustration.
– Jeg var træt, skulle tidligt op og synge næste morgen, jeg var stresset og opkørt. Men så lænede jeg mig tilbage i bilsædet i stilheden, der kl. 04 om natten, og begyndte og bede en bøn til Gud. Sad der i tyve minutter, fandt en eller anden ro og startede bilen.
Siden har Gud været med i Stig Rossens liv, og han går ikke på scenen uden at have bedt en bøn først.
I interviewet på AKTV siger Stig Rossen videre:
– Selv det her øjeblik hvor vi sidder her i studiet og er lidt nervøse for, hvad der skal ske er potentielt magisk. Helligånden kan komme forbi når som helst, man skal bare være klar til det.
Der har allerede været mange store øjeblikke i 38-årige Stig Rossens liv. Han blev som den første dansker nogensinde optaget på Londons berømte skuespillerskole Guildhall School of Music and Drama. I gennem ti år var han dansk frontfigur i hit-musicalen Les Miserables, der bygger på Victor Hugos klassiske fortælling om straffefangen Jean Valjean. Stig Rossen har sunget det berømte nummer Bring him home, der er en bøn til Gud, på scener over hele verden.
Efter tretten år som udenlandsdansker i London, vendte Stig Rossen sidste år tilbage til Danmark.
Han er en efterspurgt foredragsholder, og har netop fået opfyldt et længe næret ønske om at blive brugt som skuespiller, da han har fået en rolle i de nye optagelser af DR-serien Rejseholdet.
Programmet TRO er tilrettelagt af cand. mag. Birthe N. Folkerman og sendes første gang på AKTV i eftermiddag d. 22 marts og genudsendes d. 5. april